El Camino, revisited

I weekenden har jeg ryddet op i forskellige billedarkiver, og så faldt jeg over billeder fra en rejse, jeg var på i 2001 (og de to forgående år). Billederne ligger nu her, men jeg har mange gange tænkt, at jeg ville skrive om turen. Jeg har tit fortalt om turen til venner og bekendte i håbet om, at de kunne få lyst til at gå ruten og dermed få et væld af fantastiske oplevelser, som jeg selv har fået.

NB: WORK IN PROGRESS! Jeg skriver stadig på denne tekst…

Her er derfor en historie om dengang, jeg gik på El Camino de Santiago…

El Camino de Santiago er forbavsende lidt kendt i Danmark. Ruten er en 1000 år gammel pilgrimsrute i det nordlige Spanien – faktisk tværs over Spanien fra Pyrenæerne og til Santiago de Compostela i vest. Mange går helt ud til havet, til Finisterre (“verdens ende”). Faktisk er der flere ruter, men dette er altså den langt mest brugte. Den kaldes også Camino Francés.

Jeg gik fra Saint Jean Pied de Port på den franske side af Pyrenæerne og til Santiago de Compostela i løbet af tre somre 1999-2001. Afstanden mellem de to byer er næsten 800 km. Jeg er ikke religiøs, så jeg gik ikke turen af religiøse årsager. Jeg havde derimod lyst til at vandre og opleve kultur og historie.

Det første år gik jeg sammen med min daværende kæreste, og de to efterfølgende år gik jeg alene. Det var hyggeligt at gå to og dele oplevelsen, men jeg kunne egentlig bedre lide at gå alene. På den måde kunne jeg selv vælge, om jeg have andres selskab eller være alene. Går man to eller et par stykker, der kender hinanden i forvejen, er man heller ikke så tilbøjelig til at opsøge andre.

Hvad kræver det? Stort set intet. Jeg i forvejen læst om turen på nettet, og der var mange beskrivelser af, hvilke støvler, strømper, soveposer, regnslag, rygsæk og så videre, man burde tage med. Glem det. Danskere har det med at overforberede sig. Man skal stort set tage intet med. Savner man noget, finder man en løsning dernede.

The basics

• Godt fodtøj. Gerne vandrestøvler, men de skal være lette. Dine fødder hæver efter et par dage, så støvlerne skal være for store fra begyndelsen. Du kan bruge sokker som buffer. Valg af sokker er meget individuelt. Tag også sandaler med. Jeg gik en stor del af turen i et par almindelige TEVA-sandaler.
• Mindre rygsæk. Du har brug for ret lidt, så en mindre rygsæk begrænser muligheden for at slæbe for meget med dig. Jeg endte med at have 10 kg på ryggen inklusiv en flaske vand. Hvis jeg ikke havde brug for mere, har du heller ikke.
• Ultralet sovepose. Jeg brugte en ultraminimalistisk Haglöfs sovepose med minimal vægt og pladsbehov. En silkeinderpose er sikkert også smart, men jeg gad ikke tage den med.
• Pilgrimspas/credencial. Du kan enten købe hjemmefra eller købe dernede på et refugio.
• En smule tøj. En tynd fleece, to sæt underbukser og sokker, et sæt med korte ærmer/ben og et sæt med lange ærmer/ben. That’s it. Du vasker det snavsede og hænger det til tørre på din rygsæk, mens du vandrer. Syntetisk tøj er bedre end bomuld, fordi det transporterer sved bedre og tørrer hurtigere.
• Regntøj? Køb et par engangs-ponchoer. De er lette og kan bruges et par gange. Rigtigt regntøj vejer en krig og er overkill.
• Kit til behandling af småskader. Du FÅR vabler, så tag desinficerende salve og enkel forbinding/plaster med. Læs mere om vabler…
• Ørepropper. Der er ALTID en eller anden nød, der snorker, når du VIL have din nattesøvn.

Mig selv (helt til venstre) i standardpåklædning sammen med et par andre pilgrimme.

Første år havde jeg Trangia, sprit, mad, regnsæt, spisegrej og en masse andet overflødig grej med. Vi slæbte det helt til Pamplona og sendte det hjem fra et postkontor. Vi havde endda læst en finnes rejseberetning, hvor han skrev om alt det overflødige grej, han sendte hjem fra Pamplona…

Overnatning
Man overnatter i såkaldte refugios. Det er små herberger i for eksempel skoler, klostre eller til formålet byggede vandrehjem. Det koster mellem 0 og 50 kr. Er det gratis, bør du lægge en donation, fordi du kan. Du skal vise dit credicial ved ankomst, og så får du et stempel fra stedet. Regn ikke med eneværelse og bad med varmt vand. Regn istedet med sovesale med køjesenge og kolde afvaskninger. Det lyder ufedt, men det er fantastisk, når man har gået en hel dag i varmen. Nogen gange er der et lille køkken, eller også går man bare ud i byen og finder noget brød, frugt og kød. Til tider gik jeg med et par andre pilgrimme på en restaurant. Det er billigt og hyggeligt.

Hastighed
Hele turen tager cirka fem uger, hvis man tager det hele i én mundfuld. Jeg har aldrig haft ferie så lang tid i træk, så jeg gik bare over flere år. Det er enkelt at stå af turen og hoppe på igen senere. Man kan komme til og fra de små byer med bus, også selvom der måske kun er en enkelt per dag.

Andet år lærte jeg en lektie på den meget hårde måde. Dét år havde jeg kort tid til at gå, så jeg planlagde i detaljer, hvor langt jeg skulle gå hver eneste dag, så jeg kunne komme frem til en bestemt by, hvorfra jeg så skulle videre til en lufthavn, så jeg kunne komme hjem. Big mistake. Jeg lagde for hårdt ud, men tvang mig selv til at holde min plan, med det resultat at jeg efter en uge slet ikke kunne gå videre. Benene var smadrede, og mine fødder var fulde af væskende vabler og blå negle. Først efter en dags hvile kunne jeg slæbe mig selv videre. Og det gjorde ondt. Der er kun én regel for at undgå dette: Begynd langsommere end du tror, du skal. Du SKAL vænne kroppen til at vandre, og det tager altså nogle dage. Tredje år begyndte jeg med 15-16 km per dag de første fire dage og skruede så langsomt op. Sidste dag gik jeg 42 km i høj fart til Santiago og havde så meget energi tilbage, at jeg gik hele byen rundt for at se alle seværdigehederne.

Jeg gik både i juni, juli og i august over de tre år. Det er meget varmt i slutningen af sommeren, men man overlever. Jeg gik bare tidligere på dagen og var fremme før kl. 14, hvor heden for alvor sætter ind. Jeg stod typisk op om morgenen, før solen kom frem og forlod mit refugio hurtigst muligt. Den første tid famlede jeg mig lidt frem i mørket, men da solen begyndte at dukke frem, tog jeg et hvil og spiste morgenmad. Kommer man frem før 14, kan man indlogere sig på sit refugio, vaske lidt tøj, sove en smule og så have tid til at se det sted, man er kommet til fra omkring 17, hvor siestaen slutter og livet begynder igen.

De andre pilgrimme
Mit andet år som pilgrim gik jeg alene. Jeg så frem til at bevise overfor mig selv, at jeg ikke behøvede nogen eller noget. Men efter et par dage gik det op for mig, at jeg sagtens kunne klare mig rent praktisk helt alene, men at jeg savnede det sociale. At jeg havde brug for andre at snakke med. Det var en stor oplevelse at se andres selskab som et positiv tilvalg, fordi man altid er vant til at være omgivet af andre – uanset om man vil det eller ej.

Jeg faldt let i snak med andre på turen. De fleste var fra Spanien og Frankrig. I de lande lærer man mere om Camino’en i skolen. Der var utroligt få fra de nordiske lande. Faktisk mødte jeg kun en enkelt fra Danmark i løbet af de tre år. Jeg stadig kontakt med en fyr fra Spanien, som jeg mødte andet år.

Vabler

Blå negle (bare rolig, de falder af efter et par måneder), plaster og spansk håndtering af vabler med “dræn”.

Alle pilgrimme snakkede om vabler, og alle får dem. Jeg ved ikke, om det er en bestemt måde at minimere vable-risikoen. Alle har en mening om det. To lag sokker, ingen sokker, talkum og så videre. Gør hvad du selv synes er rigtigt. Find din egen metode. De behøver ikke at være et problem, men de kan stoppe dig, hvis du ikke behandler dem ordentligt. På mit andet år pressede jeg mig selv for meget de første dage og fik de onde vabler. En spansk sygeplejeske, der også var pilgrim, forbarmede sig over mig og viste mig, hvordan man rigtigt behandler vablerne. Metoden er:

Smør først området ind i desinficerende salve. Punktér derefter vablen med en steril nål. Steriliser fx nålen i desinficerende salve. Når der er prikket hul i vablen, skal væsken trykkes helt ud. Derefter lægges “dræn” i vablen, så ny væske ledes ud i stedet for at opbygge en ny vabel. Derfor “sys” en sytråd med desinficerende salve igennem vablens hud og der bindes knude på tråden. Endelig lægges et plaster eller en forbinding på. Jeg bruger lidt gaze med micropore tape. Så kan huden ånde.

Lad være med at fokusere på vablerne – bortset fra hvis der går betændelse i dem. Så bør du tage dem alvorligt.

Links

• Foreningen af Danske Santiagopilgrimme
• www.santiago-compostela.net
• www.elinjuuljensen.dk/the_camino.htm
• annette.smartlog.dk
• eline.smartlog.dk