Og så er definitionen af en “blog-taber” vel stadigt en subjektiv vurdering (jfr. JWJ). Man bliver (forhåbentlig) ikke taber af at benytte teknologien – det ville jo stigmatisere en række virksomheder og personer, men man bliver jo heller ikke en superfremsynet, innovativ og/eller funky virksomhed (eller person) af at skrue en blog ind i sin kommunikationsportefølje. Sådan noget er jo teknologideterminisme, og det er under alle omstændigheder noget kedeligt noget.

På en blog kan jeg som læser stille uddybende spørgsmål – og spørge ind til emnet – ligesom jeg kan bidrage med flere pointer og mere viden, så alle bliver klogere. Eksperten kan ikke slippe afsted med postulater – han skal være rede til at forsvare og forklare sine synspunkter.

Derudover er jeg enig med Jens W. Blogs er beholdere – og nogle fylder deres blogs med juveler – andre med affald. Det er også derfor formatet ikke i sig selv er interessant. Det er for mig at se alle de nye muligheder for at interagere med læserne og bygge netværk, der driver værket.

Der er massevis af fuldstændig ligegyldige, intetsigende, dårlige blogs, som tydeligvis er skrevet af tabere (som John ville kalde dem), der ikke har noget at sige, og som burde tie stille.

Og der er massevis af interessante, gode, velskrevne, inspirerende blogs. Som er interessante, enten fordi man kender dem, der skriver dem og gerne vil vide, hvad de går og laver; eller fordi de handler om noget, men interesser sig for.

Det samme gælder for ikke-blog-websites. Så at enten udnævne bloggere til tabere eller at hype blogs som det fedeste kommunikationsmedie nogensinde overhovedet er generaliseringer af Dansk Folkepartiske proportioner.

Ærbødigst,
Jens W.