Brandmand, mig?

Jeg var i går på introduktionsuddannelse som frivillig i Den Frivillige Indsatsstyrke (DFI) — eller Beredskabsstyrelsen (eller Redningsbredskabet) — på Beredskabsskolen i Hedehusene.

Nej, jeg har ikke tænkt mig direkte at skifte karriere og blive brandmand, selvom tanken en meget sjælden gang i mellem faktisk har strejfet mig. Derimod gik det for noget tid siden op for mig, at jeg i praksis er komplet ude af stand til at hjælpe andre, hvis de virkelig skulle få brug for det. Hvis der skulle ske en ulykke eller katastrofe foran næsen på mig, så vil mit eneste bidrag være at ringe 112, og det er ikke altid nok til at redde et liv.

Så jeg meldte mig på introduktionsuddannelsen som frivillig. Uddannelsen tager en en hel dag og er en kombination af holdundervisning om organisation, formål, uddannelse og uniform — samt praktiske øvelser i samarbejde og håndtering af pressede situationer.

De praktiske øvelser var sjove men også en del mere udfordrende, end jeg havde forventet. Blandt øvelserne var slukning af ild med brandtæppe, klatring op ad 11 meter stige og ind i et hus, orientering i et mørkt hus med røg (vi skulle to og to gå igennem huset uden at kunne se en bjælde) — og det hårdeste: Forcering af ruiner med røgdykkerudstyr (indsatsdragt, hjelm, flaske på ryggen og maske på ansigtet). Vi skulle først igennem en forhindringsbane med murbrokker, hvilket mest af alt bare krævede kræfter. Dernæst skulle vi kravle ind under dyngen af murbrokker gennem gange med flere brokker og gennem to sammenstyrtede huse. Jeg kunne virkelig mærke, hvordan jeg ramte en personlig grænse udløst af at ligge med tungt udstyr i en mørk skakt under et ton murbrokker uden at kunne bevæge mig mere end et par centimeter ad gangen og uden at kunne se en hånd for mig. Min maske var helt dugget til, og jeg var gennemblødt af sved under tøjet. Jeg havde hverken kontrol over vejrtrækning eller puls og måtte virkeligt reboote mit system mentalt for at komme videre. I virkeligheden var det jo bare en sjov udfordring, men jeg blev ramt af akut klaustrofobi. Først da jeg fik rebootet, kunne jeg se det som en udfordring og ikke en showstopper.

Efter alle øvelserne samledes vi igen i undervisningslokalet, og efter en kort gennemgang af kontrakten, havde vi individuelle samtale med instruktørerne. Nu har jeg skrevet kontrakt med Den Frivillige Indsatsstyrke, har fået en uniform med hjem og venter nu bare på at komme i gang med uddannelsen, som består af ca 125 timer årligt placeret i fritiden på aftener og i weekender. Om nogle år kan jeg komme med ud og selv være med til at slukke rigtige brande, men indtil da får jeg lov til at hjælpe til.