Nej, jeg har ikke tænkt mig direkte at skifte karriere og blive brandmand, selvom tanken en meget sjælden gang i mellem faktisk har strejfet mig. Derimod gik det for noget tid siden op for mig, at jeg i praksis er komplet ude af stand til at hjælpe andre, hvis de virkelig skulle få brug for det. Hvis der skulle ske en ulykke eller katastrofe foran næsen på mig, så vil mit eneste bidrag være at ringe 112, og det er ikke altid nok til at redde et liv.

Så jeg meldte mig på introduktionsuddannelsen som frivillig. Uddannelsen tager en en hel dag og er en kombination af holdundervisning om organisation, formål, uddannelse og uniform — samt praktiske øvelser i samarbejde og håndtering af pressede situationer.

De praktiske øvelser var sjove men også en del mere udfordrende, end jeg havde forventet. Blandt øvelserne var slukning af ild med brandtæppe, klatring op ad 11 meter stige og ind i et hus, orientering i et mørkt hus med røg (vi skulle to og to gå igennem huset uden at kunne se en bjælde) — og det hårdeste: Forcering af ruiner med røgdykkerudstyr (indsatsdragt, hjelm, flaske på ryggen og maske på ansigtet). Vi skulle først igennem en forhindringsbane med murbrokker, hvilket mest af alt bare krævede kræfter. Dernæst skulle vi kravle ind under dyngen af murbrokker gennem gange med flere brokker og gennem to sammenstyrtede huse. Jeg kunne virkelig mærke, hvordan jeg ramte en personlig grænse udløst af at ligge med tungt udstyr i en mørk skakt under et ton murbrokker uden at kunne bevæge mig mere end et par centimeter ad gangen og uden at kunne se en hånd for mig. Min maske var helt dugget til, og jeg var gennemblødt af sved under tøjet. Jeg havde hverken kontrol over vejrtrækning eller puls og måtte virkeligt reboote mit system mentalt for at komme videre. I virkeligheden var det jo bare en sjov udfordring, men jeg blev ramt af akut klaustrofobi. Først da jeg fik rebootet, kunne jeg se det som en udfordring og ikke en showstopper.

Efter alle øvelserne samledes vi igen i undervisningslokalet, og efter en kort gennemgang af kontrakten, havde vi individuelle samtale med instruktørerne. Nu har jeg skrevet kontrakt med Den Frivillige Indsatsstyrke, har fået en uniform med hjem og venter nu bare på at komme i gang med uddannelsen, som består af ca 125 timer årligt placeret i fritiden på aftener og i weekender. Om nogle år kan jeg komme med ud og selv være med til at slukke rigtige brande, men indtil da får jeg lov til at hjælpe til.

Min bror og medstifter af Synkron forlader nu Dynamicweb (der ligesom købte Synkron tidligere i år) for at arbejde hos Creuna. Det bedste er, at han nu bliver repatrieret i København

Mit gamle firma hedder Synkron, og Asynkron er simpelthen for tæt på. Da jeg valgte navnet Asynkron for denne blog, var det fordi, jeg ville skrive om ting her, som ikke handlede om mit arbejde – Synkron.

Nu hedder mit nye firma det samme som mig selv, og det passer strålende, når firmaet kun er… mig selv.

Jeg stopper på Synkron.

Det sker yderst civiliseret. Efter at have grundlagt Synkron i 1997 sammen med Jens Willy og Martin, har jeg arbejdet dér indtil nu. Og nu har jeg altså brug for at komme videre, og tidspunktet er – alt andet lige – godt. Vi har netop releaset vores nye generation CMS, Via, vi har indarbejdet en meget ny og meget effektiv udviklingsproces, og vi har fået en fået en fantastisk direktør.

Første fredagsøl på Synkron

Synkron – og jeg selv – er kommet meget længere, end jeg regnede med, da jeg sad sammen med Jens Willy og Martin og lagde planer en forårsdag i Martins daværende lejlighed i Horsens, mens vi gjorde et måleligt indhug i Martins vinsamling. Vi var de første til at introducere CMS på det danske marked. Vi har etableret os i udlandet, og nu skal vil også til at gøre noget alvorligt ved det. Vores kunder tæller de største danske virksomheder, organisationer, kommuner, regioner og ministerier. Dammit, vi har haft frokostmøde med den daværende Videnskabsminister (hende med cykelshorts) inden for vores første år. I samme første år fik vi også Bang & Olufsen og Mejeriforeningen. Men vigtigere var det, at vi fik sat fokus på, at publicering af indhold til nettet skal gøres af dem, der sidder inde med viden og ikke af IT-afdelingerne eller webmasterne.

I år har jeg erkendt, at jeg fint kan undværes på Synkron. Det har jeg sikkert kunne meget tidligere, men jeg har altså først erkendt det nu Og fordi det er det mindst ringe tidspunkt, så bevæger jeg mig altså videre. Fra den 1. december begynder jeg forfra, denne gang for mig selv. Fuld af idéer, entusiasme og lyst til at gøre en forskel.

Min ven Thomas har brug for at hyre en usabilitykonsulent til en opgave, der varer frem til årsskiftet (og måske lidt længere). Det er tale en en rasende spændende opgave for en betydningsfuld kunde. Emnet for opgaven er browserbaserede forretningssystemer.

Interesseret? Send Thomas en mail på usability@thomaschristensen.com.