À propos føring

Her er et eksempel på “føring“: Jeg skulle have skiftet forruden i Kadetten, fordi synet vendte tommelfingrene ned på grund af en lille bitte revne *host* i forruden. Lidt research på nettet, jeg jeg var ovre hos Carglass, der er “…en af Danmarks førende bilrude specialister“. Jeg fandt også et andet firma, nemlig Sjællands Autoglas, der ikke behøver at være førende. De skriver priseksempler på deres site – så kan man selv tage stilling. Da jeg ringede til dem, viste det sig, at prisen på en rude til min bil var endnu billigere. Faktisk hele 1000 billigere end hos det “førende” firma, Carglass. De skiftede ruden hjemme på matriklen, mens jeg var til kundemøde i Århus. Hvem fører så?

Kunsten at føre

Jeg har tidligere moret mig over Janus Boyes konstatering, at paradoxalt mange CMS-leverandører er de “førende”. En nærmere undersøgelse viser, at det er så almindeligt at være “førende leverandør”, at begrebet må siges at være helt tømt for mening i dag.

Men hvad er det, der får marketingafdelingerne til at synes, at det er så fantastisk at være førende (for der findes jo ingen uvildig instans, der udpeger de førende leverandører inden for de forskellige brancher)? Marketingafdelingerne må tro, at kunderne bliver så imponerede over prædikatet “førende leverandør”, at de straks lægger hvadsomhelst i kurven og tjekker ud med det samme.

Jeg er bange for, at “førende leverandør” er blevet så slidt en kliché, at den må sendes på sprogligt hospice.

Hvorfor gemme sig?

Jeg har set det mange steder og senest i dag hos webbureauet NöRD: Unge, dygtige og brændende ildsjæle bliver totalt anonyme, når de skal præsentere sig selv på deres website. Firmaet består af fem personer. Ingen nævnes med navn. Ingen billeder, ingen CV eller det, der ligner. Ingen af de fem personer står tilsyneladende som afsender bag teksterne på sitet. Det er firmaet, der taler og bliver talt om. Nordea er mere personlig i sammenligning.

Det er synd og skam. Hvis jeg som kunde skulle være interesseret i at få en mindre virksomhed som leverandør af mit website, så vil jeg da ønske kende de personer, der skal lave arbejdet, bedre end NöRDs site giver mig mulighed for. Når man vælger en lille leverandør er det jo især vigtigt, at kemien passer. Vil jeg hellere have en sikker og konservativ løsning, ville jeg jo gå til en stor og anonym leverandør, hvor alle medarbejderene er udskiftelige tandhjul i den store leverancemaskine.

Så hvorfor gemme sig og forsøge at kopiere de store, anonyme leverandører når det kommer til selvfremstilling på nettet. Lad os se menneskene bag. Lad os få en personlig relation (jeg sagde ikke blog på noget tidspunkt).

Gamle medier i nye biler

Man (her: jeg) kunne ønske, at når det genopstandne medie Business(.dk) tager fat i emnet blogging, så blev overliggeren lagt lidt højere, end den tilsyneladende er gjort nu.

I de seneste dages artikler om blogging er mikrofonen uden videre afleveret til de enerådende danske eksperter på området: reklamebureauet Envision og PR-bureauet GCI Mannov, og historierne falder ikke just inden for nyhedskriteriet. Se blot på dagens to eksempler: Kryptonite-sagen (2004) og L’Oreal (2005).

Er det kun mig, der sidder med en lidt sjov smag i munden. Hvorfor graver Business.dk så ældgamle historier frem (via Envision)? Der er masser af nye og gode historier derude, hvis man gider at kigge sig om selv.

Og så lige Envision og GCI Mannov… Misforstå mig ikke. Mannov gør en meget ihærdig indsats på deres blog, og Envisions er heller ikke helt uden talent. Jeg har det blot lidt underligt, når PR-bureauer og reklamedittoer udtaler sig om weblogs. PR og reklame arbejder ud fra de stik modsatte præmisser end weblogs, når det kommer til oprigtig kommunikation.

Men det er nok bare mig, der er lidt gammeldags her

Søg min stilling på Synkron

Min gamle stilling (eller noget der ligner lidt) på Synkron er ledig. Søg den –> www.synkron.dk/sw25763.asp

Fremtiden for Viral Marketing?

B.L. Ochman refererer en historie, der tegner omridset af fremtiden for Viral Marketing.

Of course now ad PR agencies, those clueless wonders who are still producing flashing banner ads and PR-speak press releases, are saying “Wow! We can use this social media to run annoying messages and make people buy stuff.”

The good news: like character blogs that were blown off the Internet by disgusted viewers and bloggers, social media exploitation soon will also go the way of the dinosaurs, along with the agencies that create them.